Hvor meget ved du egentlig om dine nærmeste, og hvem kan du stole på?

En varm junidag bliver liget af en ung pige reddet op af floden ved Eddersheim små 30 kilometer fra Frankfurt at Main. Obduktionen viser, at hun er blevet mishandlet og derefter myrdet. Det mærkelige er, at ingen savner hende.

To uger efter fundet står Pia Kirchhoff og hendes chef, Oliver von Bodenstein, stadig på bar bund i sagen, ikke engang mysteriet om pigens identitet er opklaret. Stemningen er på nulpunktet, da de bliver kaldt ud til et andet tilfælde: En berømt og berygtet tv-vært er blevet overfaldet, måske fordi hun i sin research er kommet for tæt på den forkerte slags mennesker? Om de to sager hænger sammen, er opstil Pia Kirchhoff og Oliver von Bodenstein at opklare i en intens efterforskning, der konfronterer dem med den største brutalitet, de endnu har mødt. (Sådan beskrives bogen på bagsiden)

Min anmeldelse:
Nele Neuhaus har tidligere fået udgivet to bøger på dansk, og begge er med samme opdagerpar. De har ligesom denne nye selvstændige emner som baggrund for kriminalhistorierne, samtidig med at de alle foregår Taunus-området nær Frankfurt am Main. De udspiller sig her i tætte miljøer, hvor folk kender hinanden gennem mange år, og hvor gamle forhold spiller ind i nutiden. Det er især tilfældet i den første bog på dansk: “Snehvide skal dø”. I den næste – “Den der sår vind” – er temaet desuden vindkraft og placering af vindmøller.

Det er helt umuligt at fortælle ret meget om, hvilket grundlæggende tema denne nye bog har, for det vil være ærgerligt at afsløre ret meget mere af handlingen, end der beskrives på bagsiden.

Bare vil jeg sige, at det igen er en velkomponeret historie, Nele Neuhaus har lavet. Tingene hænger selvfølgelig sammen, men sammenhængene og de traumatiske begivenheder bliver først endeligt afdækket sidst i bogen. Ved at afsløre for meget vil jeg ødelægge kommende læseres mulighed for at blive fascineret og fanget ind af historiens dele og bogens spændingsopbygning. Derfor vil jeg heller ikke forklare titlen!

Det er en absolut realistisk og ualmindelig barsk historie, der vil kunne holde opmærksomheden fanget hos rigtig mange læsere, og som desuden udbygger kendskabet til det tyske lokalmiljø, Nele Neuhaus skriver sine bøger ind i. Også situationen for og mellem makkerparret udvikler sig fra bog til bog, og det er også godt skrevet. Alene derfor er det vigtigt at læse bøgerne i rækkefølge.

Her kan jeg så undre mig lidt over, at forlaget ikke har oversat og udgivet de første 3 bøger i serien, der på tysk i alt rummer 8 bind. “Ulven” er nummer 6, mens de forrige var nummer 4 og 5. Det sker forhåbentligt snart – sammen med de næste bøger. Det vil jeg se frem til.

Jeg giver gerne denne bog 4 krimihjerter her – og 8 krimiskydeskivepoint på min egen blog.

fire krimihjerter

Nele Neuhaus
Ulven
People’s Press, 2018
475 sider

Per Drustrup Larsen  –  Drustrups Bogblog

 

Har du læst den? Hvad synes du?