”Vinger af sølv” af Camilla Läckberg

“Vinger af sølv” er fortsættelsen til “Det gyldne bur”.

Som i ”Det gyldne bur” er bogens absolutte hovedperson Faye, kvinden der har skabt en imponerende kosmetikvirksomhed, Revenge. Firmaet, som har mange aktionærer, er kommet under pres, da en person begynder at opkøbe aktier fra aktionærerne for at erobre magten i virksomheden. Hvis vedkommende får held til det, vil Faye fremadrettet intet have at skulle have sagt i firmaet, som er hendes livsværk.

Sammen med nogle kvinder, som Faye har skæbnefællesskab med, kæmper hun en indædt kamp for at redde firmaet, sig selv og dem, hun elsker.

Det bliver en kamp som kæmpes med alle til rådighed stående midler. Det kommer der meget dramatik ud af.

Handlingen foregår i to tidsperioder. Dels i nutiden og dels i Fayes barndom og ungdom.

Den nutidige handling foregår i miljøer, som kun kan karakteriseres som ”upper-upper -class”. Som mand synes jeg, at det i længden var lidt trættende at læse om superlækre lejligheder, de fineste og dyreste restauranter, hotelværelser, dyrt designet tøj, diverse Gucci-tasker o.l. Bortset fra det synes jeg, at beskrivelserne af rigmandsmiljøerne er glimrende.

Personskildringerne i dette miljø har en tendens til at være stereotype. Kvinderne er de forfulgte, som efterhånden ”mander” sig op, og mændene er for fleres vedkommende nogle ”dumme svin”.

Efterhånden blev det også lidt trættende at læse om de saftige og udførlige beskrivelser af Fayes seksuelle ageren. Det kan også blive for meget.

Skildringerne af, hvad der foregik i Fayes barndoms- og ungdomsmiljø, er rystende og vidner om, at hun er vokset op i et hjem, hvor vold og misbrug ofte fandt sted.

Jeg synes ikke, at alt i bogen er lige realistisk. Den indeholder desuden en del elementer fra triviallitteratur-genren. Der er også flere sekvenser i handlingen, der falder lidt for godt i hak.

Når alt dette så er sagt, er bogen særdeles spændende, især 4. del.

Jeg mener helt klart, at ”Vinger af sølv” henvender sig mere til kvinder end til mænd.

Til trods for min kritikpunkter følte jeg ingen trang til ikke at læse bogen færdig. Jeg skal helt bestemt også læse fortsættelsen – selv om den nok også er mest til kvinder – for en sådan kommer der med garanti med den cliffhanger bogen slutter med.

Tre krimihjerter

People’sPress  2020 – 322 sider

Findals krimiside

Klik HER og se alle mine anmeldelser

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO

Har du læst den? Hvad synes du?