“Bundfald” af Lisbeth Zornig og Mikael Lindholm

Forlagets beskrivelse: “Bundfald” er en spændende og hårrejsende krimi baseret på virkelige hændelser. En traumatisk barndom har ført et søskendepar på forskellige veje i livet. Hvor Marlene er en mønsterbryder, der tilsyneladende har lagt fortiden bag sig og gjort karriere i Københavns travle erhvervsliv, er Ronny derimod blevet en misbruger bosat i Nakskov.

I sin fritid er Marlene involveret i De Brændte Børns Familie – en gruppe af voksne, der som børn har været udsat for overgreb, og som nu afslører og opsøger pædofile gerningsmænd. Da Ronny bliver fundet død under mystiske omstændigheder, men politiet henlægger sagen, beslutter Marlene sig for at tage sagen i egen hånd.

I “Bundfald” opdager Marlene snart tråde mellem broderens død i udkantsdanmark og langt ind i Danmarks magtfulde kredse.

Fredag aften blev brugt i selskab med Lisbeth Zornig & Mikael Lindholms nye krimi – “Bundfald”. Det blev en fredag med forfærdelse & spænding.

Vi følger hovedpersonen Marlene som – tilsyneladende – har lagt en traumatisk barndom bag sig, og har klaret sig godt. Hendes bror, Ronny har desværre ikke trukket det samme heldige lod i livet. Vi følger de to søskende i hver deres jagt på kærlighed, respekt og en tålelig tilværelse.

“Bundfald” er grafisk udpenslende så alle følelser kommer i spil, da omsorgssvigt, vanrøgt, misbrug og børn i nød – gør det svært ikke at blive berørt af bogens emne.  Plottet og bogens karakterer er nytænkte i forhold til tendensen i krimier lige nu og derfor var jeg ganske underholdt. Dog kommer de hurtigt og let frem til løsninger, som virker lidt søgte. Bogen kunne lægge op til en to’er, men det kan kun tiden vise. Jeg vil dog med fornøjelse læse nr. 2 hvis det skulle blive aktuelt. Jeg giver 4 anbefalelsesværdige hjerter.

fire krimihjerter

Se også: “Bundfald” anmeldelse

ANMELDELSE af JAN FINDAL

”Bundfald” af Lisbeth Zornig og Mikael Lindholm

Peoples’s Press 2016 – 494 sider

Man behøver bare at se på det ene forfatternavn: Lisbeth Zornig og bogens titel ”Bundfald” for at fornemme, hvad denne bog handler om, for når man har læst om hende, læst bog og artikler af hende og set TV med hende, ved man, hvad det er, der optager hende. Det er hendes store interesse for, indsigt i og behov for at hjælpe svigtede og misbrugte børn.
De svigtede og misbrugte børn er netop omdrejningspunktet i ”Bundfald”.
Bogen beskriver på forfærdende vis, hvad adskillige – især piger har været igennem, som følge af modbydelige pædofiles abnorme behov. Ganske vist er bogen fiktion, men med Lisbet Zornigs viden og indsigt, er der for mig ingen tvivl om, at de beskrivelser, som bogen indeholder, er som det, der forgår i virkelighedens verden.
Disse beskrivelser indgår i en thrillermæssig sammenhæng, idet en gruppe af tidligere misbrugte børn som voksne har søgt sammen i en gruppe, hvis formål er at afsløre pædofile.
Der er her tale om pædofile i bred forstand. Det kan være fædre, der har misbrugt deres døtre, mænd som udveksler børneporno af værste slags via nettet og deciderede forbryderorganisationer, som handler med børn.
Gruppen betjener sig af alle former for moderne teknologi, men også et par bevæbnede ”kamptropper” i form af rockere er med på sidelinjen i bestræbelserne for at bekæmpe de pædofile og deres forbindelser.
I gruppen er der forskellige holdninger til, hvordan de selv vil straffe de pædofile, når de er blevet afsløret. Nogle i gruppen mener, at det at blive ”hængt ud” offentligt af dem skal være straffen, mens andre i gruppen foretrækker udøvelse af forskellige former for fysisk afstraffelse, som kan endda også kan ende med drab.
Bogens hovedperson, Marlene har på trods af, at hun har været udsat for vold og misbrug formået at bryde med sin sociale arv. Hendes brødre derimod har ikke formået det. De er
slået ind på en kriminel løbebane.
Især Marlene og hendes bror Ronny og Malenes ”til og fra–kæreste”, journalisten Mathias er fantastisk godt beskrevet.
I det hele taget er personbeskrivelserne gode, og man få en god forståelse for, hvad misbrug fører med sig resten af livet. Også bogens mange forskellige miljøer får man en god indsigt i.
Jeg synes, bogen vil for meget. De mange beskrivelser af hændelser i erhvervslivet og Marlenes kæreste, Mathias fylder for meget. Efter min mening kunne bogen være strammet mere op.
Et par steder synes jeg, tingene passer lidt for godt som ”fod i hose”.
Når det så er sagt, så synes jeg, det er en yderst spændende og tankevækkende bog, og så kan jeg godt lide, at der også er en overraskelse til allersidst.

fire krimihjerter

Se også min egen hjemmeside :HER

 

ANMELDELSE af ANNA-LUISA TANGGAARD ALONSO

”Bundfald” af Lisbeth Zornig og Mikael Lindholm

 

Bundfald er for mig en skræmmende historie om hvordan virkeligheden KAN være – og hvordan nogle børn vokser op under helt andre kår end dem jeg selv har kendt og den barndom der har præget mig, og gjort mig til den jeg er i dag.

Bundfald fortæller historien om de børn som samfundet overser – eller lukker vi øjnene for dem? Man får lidt en fornemmelse af at der sidder nogle derude, som måske synes at det nogle gange er nemmere at se igennem fingre med ting man ved ikke er i orden, end at gøre noget ved det og måske tage kampen om mod et lidt firkantet bureaukratisk system, hvor kasserne ikke altid passer til de skæve eksistenser man møder i jobs hvor man meget usmukt sagt er i kontakt med samfundets “bundfald”.

Hvem er det der skal afgøre hvad der er bedst for et barn – og hvornår skal man gribe ind?

Hvorfor er der forskel på hvad man accepterer som “nabo” i Nakskov og som “nabo” i Gentofte?

Fortællingen om Ronny og Malene og deres opvækst med druk, vold og misbrug gør indtryk på mig som læser, og sætter en masse tanker i gang om hvor mange “brændte børn” der er derude.

Jeg synes til en vis grad at Lisbeth Zornig lader sin politiske holdning skinne lidt vel meget igennem idet der fremstilles nogle meget stereotype beskrivelser af folk fra samfundets “A-hold”, hvis man må bruge det udtryk, om dem hvor pengene ruller ind.

Jeg er begejstret og synes du skal læse den – den giver stof til eftertanke.

fire krimihjerter

Har du læst den? Hvad synes du?

Comments