Interview med Lisbeth Zornig og Mikael Lindholm

Kan I fortælle lidt om bogen?

“Hvis du skal have den korte version er det hvis bedst at det er Mikael der fortæller, jeg kommer tit til at brede mig hvis jeg bliver grebet af noget”, griner Lisbeth

“Jamen den starter som mange andre krimier med at der sker et dødsfald, og politiet er ret sikre på at der er tale om selvmord, men er der nu også det? Vi følger også en gruppe voksne der har dannet gruppen `De brændte børns familie´, som hjælper folk der er udsat for overgreb. Men vi følger også Malene som udadtil måske lever livet, men som må kæmpe med så mange spøgelser.”

Hvordan kom I på ideen til bogen?

“Ideen kom faktisk da vi søgte aktindsigt i Lisbeths brors sag. Hans død minder meget om den måde Ronny dør i bogen, og det satte tanker i gang hos os. Politiet brugte i Lisbeths brors sag, ca. 10 minutter på at fastslå at der var tale om selvmord og lukkede sagen. Men i Nakskov har der været rygter om at Rene som han hed, var blevet slået ihjel og ikke havde begået selvmord. Det fik os til at tænke om der mon er flere sager som minder om den, og så begyndte vi at grave. Vi blev meget optaget af om udfaldet ville have været det samme hvis Rene havde boet i 2900 Hellerup og ikke 4900 Nakskov og var misbruger. Da vi skulle i gang med bogen samlede vi 10 personer som på den ene eller anden måde havde været udsat for overgreb. Vi ville lave en fokusgruppe for at kunne se historien fra mange forskellige vinkler. Planen var at vi skulle have snakket i 2 timer, men vi endte med at være sammen med dem i 19 timer. Det var som at finde en familie, og vi kunne jo se at vi havde en god historie og der var brug for at fortælle om den.”

 Hvad vil I med bogen?

“Vi ville rigtig gerne tage et tungt emne som senskader af seksuelt misbrug op, og gøre det mere tilgængeligt for folk, for det kunne jo være at folk fik mere forståelse for problemet. Vi har faktisk fået mange henvendelser fra fagfolk, der synes at det har været rigtig oplysende at læse bogen og de har fortalt at den ikke var så svær forståelig, som for eksempel andre fagbøger til tider kan være og så er det jo en rigtig god måde at dele ens viden på. `De brændte børn´ er jo noget vi begge brænder for, og vi synes at der skal kastes noget lys over dette tabu. Det ville jo være en kæmpe sejr hvis man inde på Christiansborg tog emnet op, for som det ser ud nu så forældes sager om sexmisbrug alt for hurtigt. Det er ofte sådan at når de personer der er blevet misbrugt er klar til at melde det, så er det alt for sent, og dem der står bag overgrebene går fri. Så vi vil frem for alt give de brændte børn en stemme.”

Hvorfor blev det en krimi?

“Vi elsker begge to krimier, og læser rigtig mange af dem. Vi tænkte at hvis vi skriver en krimi så ville vi ramme et andet publikum end dem der normalt ville læse faglitteratur, så det er også en måde at få vores budskab ud på.  Og vi har det sådan at jo flere det kommer ud til jo bedre. Og så er det jo fedt at man kan putte nogle fakta ind, mens man bliver underholdt med en god historie.”

Der er vel lidt Lisbeth i Malene, men er der også noget Mikael i Mathias?

“Selvfølelig er der det, men der er faktisk mange forskellige personer i mange af de karakterer vi bruger i bogen. Den der kommer tættest på en virkelig person er Ronny, som jo er meget inspireret af Lisbeths bror og hans liv. Men ellers har vi brugt løs af mange folk vi har snakket med. Men jo, der er helt klart både Lisbeth i Malene og Mikael i Mathias.”

Er der planer om flere bøger?

“Ja, og vi er faktisk i gang med at skrive nummer 2 i serien, og vi har lovet hinanden at denne gang skal det ikke tage ca. 3 år fra start til slut. Men når man begge arbejder så meget som vi gør, så kan det være lidt svært at få tid til at skrive. Men jo der er en 2`er er på vej.”

Læs Betinas anmeldelse af Bundfald her

Læs Anne Maries anmeldelse af Bundfald her

Har du læst den? Hvad synes du?